Livet ændrer sig, når psyken kommer til skade
Personer, der arbejder inden for fx politi, brandvæsen og forsvaret, hvor der er tale om erhverv med relativt høj risiko og intensitet, udvikler ofte stærke bånd i det fællesskab, der opstår omkring arbejdet. De bånd udvikles blandt andet som følge af et arbejdsmiljø, hvor man føler et dybtliggende ansvar for hinandens liv og førlighed.
Fællesskabsfølelsen inden for px politiarbejde er med til at skabe sammenhold og sikre samarbejde i tilspidsede situationer. Det stærke fællesskab kan dog også være problematisk, hvis man pludseligt står udenfor, fx som følge af en længevarende sygemelding eller førtidspension.
At stå uden for fællesskabet
Den sociale identitet som politibetjent er velundersøgt i forskningslitteraturen. Studier har blandt andet vist, at en tomhedsfølelse og identitetskrise kan følge i kølvandet på pludseligt at befinde sig uden for fællesskabet. Tidligere eller sygemeldte politier spørger ofte sig selv:
“Hvis ikke politi, hvad er jeg så?”
Det kan derfor være en krise på flere niveauer, når man får PTSD.
Erfaringer fra Særlig Social Indsats – Fri af PTSD
Den akutte krise, som både den PTSD-ramte og personens familie befinder sig i, fortager sig over tid. Identitetskrisen kan dog trække lange tråde, som fx kan komme til udtryk ved:
- Reduktion i antallet af venner / nære relationer
- Social isolation
- Overinvolvering i overfladiske relationer
- Vanskelighed/ubehag ved at være i hjemmet
- Vanskelighed/ubehag ved at være sammen med familie
Når det bliver svært at være hjemme eller sammen med familien skyldes det blandt andet, at identitetstabet kan medføre en følelse af mindreværd og af ikke at slå til. Når man er hjemme eller sammen med familien bliver denne svære følelse aktiveret, og den PTSD-ramte kan derfor udvikle en adfærd, hvor hjemmet og familien undgås, eller hvor konfliktniveauet kan stige meget.
En af styrkerne ved Særlig Social Indsats er, at vi hjælper PTSD-ramte personer til at udvikle mentorkompetencer, så de kan hjælpe andre, der strander i samme situation. Det stærke bånd imellem politifolk betyder, at det ofte er nemmere for en nyligt tilskadekommen politier at søge eller tage imod hjælp fra en anden, der også har båret uniformen.
Mening og fællesskab efter PTSD
Når man er allerhårdest ramt af PTSD kan man fx søge at dulme smerten igennem alkohol, stofmisbrug eller tvangsmotionering. Beruselsen bliver en måde at undgå at mærke det tomrum, som tab af fællesskab og arbejdsevne efterlader.
Med tiden bliver det dog muligt at begynde at se mere ud mod verden og opdage nye meninger og fællesskaber. Det er en af de effekter, vi ser tydeligt i projektet. Projektdeltagerne fortæller, at de finder det meget meningsfuldt at udvikle deres mentorkompetencer og derved hjælpe både sig selv og andre videre i livet. Når hjælpen er der, kan helingsprocessen fremskyndes væsentligt. Det handler i høj grad om at genfinde et formål og en identitet, og at føle at man er noget værd for sig selv og for andre.
At finde hjem igen
Og hvor familie- og hjemmelivet kan være svært i en periode følgende PTSD, så er det netop i familien og hjemmet, at der kan ske fantastisk heling af psyken, fordi relationel omsorg og kærlighed er lige præcis det, man har brug for. Hjælpen og omsorgen fra mentorer handler derfor også om at blive reorienteret mod de personer, som betyder mest i ens liv, så man igen kan trives i familieliv og vennerelationer.
Tak – for der blev sat ord på. Jeg er en af dem med PTSD og frygten. Den brænder så voldsom i mig, at jeg ikke har søgt hjælp før nu. Og nu er det alt for sent. Jeg har mistet meget på vejen her til. Er isoleret og føler mig glemt. Jeg har altid taget mig af og været der for andre. Hjulpet, hvor jeg kunne. Faktisk så meget, at jeg til sidst ikke har kunne mærke mig selv. Altsammen i et forsøg på anerkendelse og suset med dette. Det har kostet mit ægteskab og en forhold mere, fordi jeg ikke kunne give mig hen i det.
Nu stopper det – en rigtig god ven og en tidligere kollega skubber mig kærligt. Har fået en plads på et rekreationscenter. Glæder mig og er meget bange og nervøs. Hvem er jeg på den anden side og kommer jeg overhovedet der over?
Hej Lars. Jeg kender desværre din historie alt for godt. Jeg er selv førtidspensioneret med svær PTSD. Lad os slå fast, at vi har en naturlig reaktion på en årelang belastning. Du skal nok komme på den anden side, men tag også højde for, at der i 9 ud af 10 tilfælde af PTSD gemmer sig en depression. Jeg mistede også meget, men kæmper man, så kan man få det meste tilbage igen. Jeg måtte også erkende, at jeg var nød til at være på livslang medicin for PTSD og antidepressiv. Jeg tager det med, da jeg har fået mit liv tilbage igen. Ikke uden skrammer og ar, men virkelig værd at leve igen. Ønsker dig alt mulig held og lykke. Jeg er i dag blandt andet i dag mentor i Thin blue Line for ramte kollegaer. Jeg håber du vil snakke med ligesindede. Det betyder rent faktisk meget ikke at føle sig alene med sine udfordringer. Bedste hilsner Ole