Heling og PTSD – Lukkede døre og åbnede vinduer

 

Invaliderende psykisk smerte kan være en svær ting at forholde sig til, især hvis man tidligere har haft et meget højt funktionsniveau.  Det er ofte tilfældet hos politifolk, der jo skal være i fysisk topform og som også gennemgår mentalundersøgelser som led i at blive betjente.  Det kan derfor være et kolossalt tab for politier at opleve at komme til skade på psyken på en måde, så man ikke længere kan leve op til alt det, man kunne engang.

Vejen til heling

PTSD er en langvarig psykisk og fysisk tilstand som respons på alt for store belastninger, typisk over lang tid. De reaktioner, som følger med PTSD, er derfor også ofte langvarige. Det gælder både fysiske reaktioner som høj stressaktivering, dårlig søvn, psykosomatisk smerte, og det gælder psykiske reaktioner som tristhed, depressivitet, selvmordstanker og angst eller ængstelighed. PTSD er derfor en alvorlig tilstand, hvor den lidende har behov for støtte og hjælp til at genfinde sin styrke.

Det er heldigvis muligt at skabe holdbare, positive forandringer i de tilstande, som PTSD medfører. Det første trin er ofte kontakten til andre, der kan og  vil hjælpe. Det kan være uendeligt svært at se sig ud af den smerte, som PTSD medfører, men at tage imod hjælp er et vigtigt skridt hen mod heling.

Et spørgsmål vi ofte stiller vores mentorer

At arbejde som mentor for andre stiller store krav til én selv. Det et derfor ikke målet med dette projektår, at vi skal have så mange mentorer ud at være aktive med egne mentees som muligt. Formålet er i højere grad at hjælpe personer, der har prøvet PTSD på eget sind og egen krop, til at finde den balance og de kompetencer, som sætter én i stand til at være mentor.

Som mentor er der en vigtig evne, som vi som projektteam er meget opmærksomme på at tale med vores projektdeltagere om: Evnen til selv at opsøge hjælp, hvis livet eller mentorrollen bliver svær for én selv. Det er utrolig vigtigt at mærke, at man selv er i balance, og at mærke, at det er okay, at balancen rykker sig lidt, når man oplever ubehagelige situationer, enten i eget liv eller i rollen som mentor.

Når man er eller har været ramt af PTSD kan det føles som en genaktivering af alt ens gamle smerte, hvis livet tager en uheldig drejning. Der er derfor en læring forbundet med at skulle komme videre efter PTSD: Kroppen og sindet skal langsomt lære at genfinde sikkerhed og tryghed, og at genfinde en balance, hvor overskud og glæde har bedre vilkår for at trives stabilt.

Hvis du er eller har været i politiet og er eller har været ramt af PTSD, så kan du være med til at gøre en enorm forskel for personer, der står i samme situation, og som har brug for en hånd i mørket. Tag endelig fat i projektteamet på info@friafptsd.dk